Hjem kære hjem
Om at føle sig fremmed og om at høre til.
DING! Om kort tid ankommer vi til din destination. Hav venligst dine papirer klar og husk, at ikke alle flytninger er nemme.
Hvordan føles det at være ny? At komme til et sted hvor man ikke forstår noget, ikke kender nogen? Hvor man føler sig anderledes, ikke ser ud som de andre? Og hvad skal det til for at føle sig hjemme? 'Hjem kære hjem' udforsker det at være fremmed og ny på baggrund af fortællinger og erindringer fra immigranter og flygtninge.
Blæksprutter indtager skolen
Alt det du kender fra vores sanselige dissektionsforløb med de magiske blæksprutter, men med en online forlængelse, som trækker armene helt ud i klasseværelset! Velkommen til vores online undervisningsforløb: Blæksprutter indtager skolen!
Rundvisning: Afrika
Rundvisning i museets udstilling om Afrika-ekspeditionen. Formidleren tager udgangspunkt i museets ekspedition til Kenya og Tanzania i 1947. Formålet med ekspeditionen var at skaffe dyr til museets forsknings- og udstillingssamlinger. Udstillingen er sidenhen opdateret og udviklet.
For de yngre klasser er der fokus på kendskab til de mange arter, der lever på Afrikas savanne, og hvordan de sikrer deres egen overlevelse.
De første indvandrere
Kom på en rejse over 10.000 år, hvor vi møder de første rensdyrjægere, bosætterne ved kystbopladserne i jægerstenalderen og de første bønder, der dyrker jorden i bondestenalderen.
Periode: Stenalder; 12.500-1.700 f.v.t.
1 time: Forløbet følger ovenstående beskrivelse.
1,5 time: som ovenstående inklusiv Koelbjerg manden. Her er der mere tid til fordybelse, eksempler, dialog og elevinddragelse.
Fri os fra det onde
Som enten bonde, borger eller adelig lever vi et helt liv i den danske middelalder. Vi præsenteres for middelalderens retfærdighed og de muligheder, man har på landet og i byen. Til sidst rejser vi ind i skærsilden, og ser hvordan livets fristelser dømmer os i døden
Mosens ofre
Med udgangspunkt i et af de bedst bevarede moselig, Grauballemanden, forsøger vi at finde ud af, hvem han var, hvordan han døde og hvorfor. Sammen undrer vi os over, hvad det vil sige at ofre i jernalderen. Hvad er forskellen på at være et offer for noget og et offer til noget?
Periode: Jernalder 500 fvt.- 800 evt.
1 time: som beskrevet herover
1½ time: Som forløbet på 1 time, men med mere fordybelse i de enkelte stop.
Her anbefaler vi forløbet på 1½ time.
Naturens Superkræfter
Det eneste der overgår fantasi, er virkeligheden. Vi undersøger naturens vildeste superkræfter gennem specifikke dyrearter og egenskaber, og sammenligner med med de velkendte superhelte - og skurke!
Solens Folk
Sammen snakker vi om handel, status og valuta i bronzealderen. Vi følger bronzealderens handelsruter hele vejen fra paladsbyen Mykene og op til ravlandets kyst i Danmark. Med udgangspunkt i tre velbevarede grave fra Borum Eshøj ser vi, hvordan status også kommer til udtryk i døden.
Periode: Bronzealder 1700 fvt.-500 fvt.
1 time: Som ovenstående beskrivelse.
1,5 time: Som ovenstående inklusiv mere tid til at fortælle om gravhøjenes opbygning og betydning samt længere tids fordybelse i de enkelte stop.
Forløbet kan også foregå på engelsk
Ska' vi lege?
Tag med på legetøjsmuseum og få sved på panden når vi leger gamle lege
Hvordan legede børn i gamle dage? Eleverne kan gennem dette forløb få indblik i børns leg gennem historien. Vi går på opdagelse i Den Gamle Bys legetøjsmuseum, og ser hvad børnene legede med for over 100 år siden. Eleverne får undervejs mulighed for at reflektere over forskelle og ligheder i forhold til børns vilkår, lege og legetøj dengang og i dag. Efter besøget på legetøjsmuseet går vi udenfor og leger gamle lege (eller indenfor hvis det regner).
Sol, jord og måne
Jorden drejer rundt om Solen, Månen drejer rundt om Jorden og de drejer alle om sig selv. Det kan være svært at forestille sig og holde styr på.
I denne workshop bygger eleverne deres egne modeller og får igennem forskellige aktiviteter og konkrete undersøgelser en aktiv oplevelse af, hvordan Jorden, Solen og Månen bevæger sig i forhold til hinanden.