Rundvisning: OOPS!
Vi går på opdagelse i særudstillingen OOPS!, og ser nærmere på nogle af de vildeste historier, der gemmer sig i udstillingen.
Rundvisningen tilpasses deltagerniveau. Eleverne guides rundt i udstillingen med en formidler, der laver nedslag ved udvalgte områder. Vi undersøger alt fra tilfældige opdagelser til videnskabelige overraskelser, og spændende opfindelser. Eleverne introduceres til Livets Lykkehjul, og rundvisningen afsluttes ved opdagelseskabinettet.
Særrundvisning: Fregatten Jylland som Hybrid
Få fortællingen om fregatten Jyllands status som hybrid i en brydningstid. I sin samtid var skibets konstruktion både gammeldags og nytænkt, ligesom datidens politiske brydninger blev afspejlet i selve livet ombord. Under denne særrundvisning fortælles der både om, hvordan det var at leve og arbejde på skibet, da det sejlede og hvordan det er at arbejde på museumsskibet i dag.
Særrundvisning: Livet Ombord 1862-1887
På denne rundvisning kommer I helt tæt på, hvordan livet var ombord på fregatten Jylland for datidens søfolk. Her ligger fokus på fortællinger om søfolkenes rejse, fra påmønstring til ankomst i Dansk Vestindien til hjemkomsten og på alt, hvad der kunne ske undervejs. Hør om det faste hierakis betydning, om straffereglerne for menige og officerer, og om lægens omfattende rolle på skibet.
Fregatten Jylland på Tværs af Historien
"Fregatten Jylland på Tværs af Historien" er et digitalt undervisningsmateriale om Fregatten Jylland til historieundervisning på ungdomsuddannelserne.
Nu kan historielærere på landets ungdomsuddannelser få adgang til et gratis og omfattende undervisningsmateriale, der tager afsæt i række tematikker med relation både til Fregatten Jylland og de store industrielle, politiske og samfundsmæssige omvæltninger i 1800-tallet, som er fundamentet for udviklingen af vores moderne samfund.
Rundvisning: Håndværket ombord
Rundvisningen har fokus på den håndværksmæssige del af museet Fregatten Jyllands drift, og er en helt unik og konkret måde at se hvad man som skibstømrer kan arbejde med. Turen kan være et virksomhedsbesøg ud over det sædvanlige og en inspiration til et anderledes karrierevalg.
Vores skibstømrer tager jer med rundt på skibsværftet og på skibet og fortæller bl.a. om materialevalg, forarbejdningen af træet, om redskaber og de nytænkende metoder, der blev brugt i 1800-tallet, og som blev en inspiration til senere skibsbyggeri.