Lær om fugle og natur lokalt
Der kommer en ornitolog fra DOF-Østjylland ud på jeres skole og ved hjælp af leg og undervisning, bliver eleverne klogere på de mest almindelige lokale fugle.
Eleverne får mulighed for at genkende fugle på udseende, adfærd og lyd.
De bliver præsenteret for "fugle-banko", hvor de kommer ud i naturen for at få pladen fuld.
Eleverne kan også deltage i et postløb inde eller ude afhængig af vejret eller forholdene
Klassen får også forklaret, hvorfor nogle fugle er nødt til at trække sydpå om vinteren.
Grejbase ved Skæring Hede
Med dens beliggenhed tæt på vandet, har grejbasen i Skæring et gennemgående tema om hav og kyst, men der er også mulighed for at lave mange andre aktiviteter udover det. Der er bøger om planter, svampe og dyr og båludstyr til madlavning over shelterpladsens store bålsted. I forbindelse med undersøgelser ved vand, er der vandkikkerter, waders og fangstnet samt en vogn, som kan transportere alt dette til stranden.
Grejbasen har også en hyggelig stue, hvor man kan sidde i tørvejr og varme sig ved brændeovnen.
UNO Outdoor forløb i Thors Skovhytte
Har I set ”Alene i vildmarken” og vil I lære nogle af de færdigheder, som kræves for at overleve i naturen, og samtidig have en sjov dag i naturen?
UNO Outdoor er et forløb i Marselisborgskoven med fokus på trivsel, bevægelse og fælles naturoplevelser.
Dagen er delt op i 2 dele.
I vælger 1 aktivitet fra gruppe 1 Outdoor-færdigheder og 1 fra gruppe 2 Bevægelsesaktivitet.
Under aktiviteter ses hvilke muligheder, der kan vælges imellem.