Projektormapping
Prøv kræfter med digital tegning og skab dit eget interaktive visuelle udtryk!
Eleverne får mulighed for at udforske deres kreative side, når vi stiller vores iPads med Apple pencils til rådighed for dem.
Her får de et crash course i digital tegning, hvor de lærer basale teknikker i et digitalt tegneprogram. Elevernes produkt bliver til slut sammensat til et samlet visuelt udtryk, og bliver 3D-projekteret på et større møbel midt i rummet.
Dilemmapodcast
Find din egen mening og del den med andre i en dilemmapodcast.
Med udgangspunkt i dilemmaer hentet fra Børnetelefonen, indspiller eleverne deres egen dilemmapodcast. De skal forholde sig til andre børns problemer og give dem gode råd og bud på mulige løsninger.
Valgplakater
HJÆLP! Jorden er blevet overtaget af aliens – og nu skal der vælges ny leder!
Elevernes opgave er at skabe deres helt egen alien-karakter og designe en kreativ valgplakat, der kan overbevise jordboerne om, at deres alien er det bedste valg.
Hvordan ser din kandidat ud? Hvad står den for? Og hvordan vil den overbevise folk om at stemme på netop den?
Gennem leg, udforskning og sjove øvelser dykker vi ned i demokrati i børnehøjde. Hvem vinder valget?
Skolernes seriefestival
Lav en helt ny historie ved at tilpasse den til et nyt medieformat.
Skolernes Seriefestival er en konkurrence i november/december, der giver eleverne en konkret og praktisk opgave, der styrker deres samarbejdsevner, kreativitet og tekniske færdigheder inden for filmproduktion.
Eleverne skal vælge et afsnit eller en scene fra en ungdomsserie, som de enten digter videre på (hvad sker der så?) eller laver et remake af.
Udstillingen 365 Days In A Bag af Lars H.U.G.
I tæt samarbejde med kunstner og musiker Lars H.U.G. inviterer Museum Ovartaci indenfor i kunstnerens kreativ rum.
Lars H.U.G. har i sine kunstneriske værker været stærkt inspireret af Ovartaci.
Med udgangspunkt i kunsten som dialogskabende element, udforsker vi Ovartasis fantasiunivers i vores permanente udstilling.
Din eventyrverden i 3D
Skab din egen verden i 3D - det er nemmere end du tror!
Med udgangspunkt i historien fra et eventyr, laver eleverne deres egne interaktive 3D verdener i programmet Delightex.
Når de har lavet deres verdener, bliver de bragt til live, når eleverne får mulighed for at besøge dem i VR.
Fiskepigen af Søren Jessen
En anderledes tilgang til traditionelle elementer i danskfaget som analyse, interviews og digital dannelse.
Vi tager udgangspunkt i Søren Jessens dystopiske novelle “Fiskepigen”, digter videre på slutningen og optager små interviews med Fiskepigen, som spilles af eleverne.
Eleverne opnår via hands-on øvelser kendskab til ny teknologi som motion capture samtidig med at de via en legende tilgang analyserer bogens handling og gennemfører et interview, der samler op – og digter videre på fortællingens handling.
Mikroliv
Find liv i en betonørken.
Kom med på skattejagt rundt om DOKK1!
Vi tager en computer med et digitalt mikroskop udenfor og filmer mos, lav, kryb og kravl. Herefter går vi indenfor igen og redigerer det hele sammen til en færdig reportagefilm, som vi viser for hinanden.
Under overfladen
Oplev hvad der gemmer sig under overfladen?
Kom med på skattejagt under vandet omkring DOKK1
Er der virkelig så dødt, som vi så ofte hører om i nyhederne? Eller er der mon liv - her hvor havnens saltvand møder det ferske vand fra Aarhus Å?
Vi bruger GoPro-kameraer på en lang stang til at filme under vandet. For at vi kan se, hvad vi filmer dernede, sender vi filmen direkte op til en iPad på kajkanten. Når vi har fået indspillet nogle undervandsfilm, går vi indenfor igen og redigerer det hele sammen til en færdig reportagefilm, som vi viser for hinanden.
Klar til opgaveskrivning
En introduktion til informationssøgning, hvor eleverne får færdigheder indenfor søgeteknik og viden om biblioteksbaser og kildekritik. Introduktionen er relevant i forbindelse med projektopgaver i udskolingen.
Vi kommer omkring: Søgeteknik, steder at søge information, kildekritik og rundvisning på Dokk1.
Man er velkommen til at kontakte os omkring booking af andre tider end de programlagte.