
ONLY THE ONE YOU LOVE
Kærlighed i arvens skygge
ET KÆRLIGHEDSMONSTER VOKSER
ONLY THE ONE YOU LOVE er et moderne, absurd-realistisk kammerspil om frygten for den sociale arv – og om hvor svært det er at skabe velfungerende relationer, når alt, du selv har oplevet, er dysfunktion.
En mand og en kvinde er i deres étværelseslejlighed. De elsker og hader hinanden, hvilket de konstant minder hinanden om. Problemet er, at hun er gravid, og de er uhyggeligt bevidste om, at ingen af dem er i stand til at være forældre – begge alt for ødelagte af livet og verden. I en brutal magtkamp danser de rundt om elefanten i rummet: deres aftale om at gøre en ende på det lille kærlighedsmonster, der vokser i hende.
DØMT TIL AT ØDELÆGGE
Sarkasme, vold og begær driver ned ad væggene og holder parret sammen i noget, der kunne have været et smukt eventyr – hvis ikke det var, fordi de er lænket til verdens hjerteskærende realiteter. Hvordan skulle du nogensinde være i stand til ikke at ødelægge et barn i samme grad, som du selv blev ødelagt? ONLY THE ONE YOU LOVE handler om at leve i en virkelighed, hvor kærlighed ikke frelser – den forvandler sig til det, man frygter allermest.
- Forestillingen belyser, hvordan negative mønstre går i arv og hvad der sker, når mennesker ikke har ressourcerne til at bryde med dem. I et intenst kammerspil kæmper to personer med skam, afmagt og frygten for at ødelægge den næste generation.
- Forestillingen er velegnet i fx psykologi til arbejde med social arv og traumer, i samfundsfag til debat om relationer og ansvar, og i dansk til analyse af sprog, magt og identitet.
Teatret Svalegangen
Rosenkrantzgade 21
8000 Aarhus
Spiller kl. 19.30
Billetter kan bestilles hos salgskoordinator Dennis Nielsen på tlf. 86138866 eller dennis@svalegangen.dk