Grejbase i Lisbjerg Skov

Grejbasens tema er jernalder, men der er også mulighed for at lave mange andre aktiviteter. Der er bestemmelsesnøgler til skovens dyr og planter, fangstnet til vandhulsture og båludstyr til madlavning over shelterpladsens store bålsted. Området byder også på en forhindringsbane til de idrætsinteresserede. Jernalder- og vikingetidstemaet bliver understøttet af hjemmelavede tohåndsspyd, træøkser og skjolde til brave krigere.

Grejbase ved Egå Engsø

Grejbasens tema er stenalder, men der er også mulighed for at lave mange andre aktiviteter. Der er kikkerter til fugleture, fangstnet til at fange smådyr fra træbroen og båludstyr til madlavning over shelterpladsens store bålsted.

Til understøttelse af særligt stenaldertema er der A-bukke med stenalderinfo, labyrint med vægmaling, plakater med info og QR koder med link til bl.a. video om ildslagning med flint og pyritsten samt flint og læder til forskelligt håndværksmæssigt arbejde.